"Det pjat tror jeg ikke på..."
Lena
Udgivet d. 25-09 2018
Lena

"Det pjat tror jeg ikke på..."

Jeg blev omkring 2012 diagnosticeret med ”Borderline, OCD, tvangspræget personlighedsforstyrrelse og angst med panikangst”.

Jeg var træt og jeg gad ikke være her mere. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at der måtte være et bedre sted end her på jorden – hvor jeg ikke synes at kunne finde andet end bare ondskab og egoisme. Så jeg prøvede at finde den bedste måde at komme fra denne jord på.

Jeg var helt brugt, slidt og træt.

En sommeraften sad jeg på terrassen med en god veninde og drak lidt rødvin og vi snakkede sammen omkring livet og alle de uretfærdigheder jeg følte der var ramt mig igennem tiden. Vi snakkede også om Jesus og Gud – men jeg sagde til hende ”Det pjat tror jeg ikke på, det kan bevises at en mand IKKE kan gå på vandet OG man bliver ikke gravid ud i det blå.!”

Så introducerede hun mig for Alpha og sagde at jeg skulle give det en chance og så kunne jeg få diskuteret alle mine fordomme omkring Gud og Jesus igennem der. Jeg mente ikke at det var noget for mig så jeg takkede nej til tilbuddet.

Alligevel var jeg træt og kunne knap nok slæbe mig afsted til det jeg skulle afsted til, og en dag var der en invitation til Alpha i min postkasse. Og min veninde sagde at hvis jeg tog med så ville hun følges med mig. Så i min afmagt på verden og i min sult efter førstehjælp tog jeg afsted.

Igennem mit første Alpha mærkede jeg en trøst og en begyndende mæthed på den sult og tørst jeg så inderligt havde længdes efter. Men det var først midt under Alpha-kurset at jeg blev rørt af Helligånden. Og fyldt af den glæde som Gud giver. Jeg begyndte at få det som at komme hjem – hjem til en stor og dejlig familie som tog imod mig med åbne arme og delte ud af Guds kærlighed.

Så hvis Gud kan elske mig og tilgive mig, så kan han elske alle og tilgive alle.

Jeg kan kun varmt anbefale Alpha – det gjorde en stor forskel for mig og det kan det også gøre for dig.

Hvad er Alpha?

Alpha er en række oplæg om den kristne tro. Typisk holdes et forløb over 11 uger hvor man mødes en gang i ugen. Hver gang tages et emne om tro op, og er et oplæg til en efterfølgende samtale. Alpha holdes stort set over hele verden, og alle er velkomne. Det holdes f.eks. på cafèer, i kirker, på universiteter, aftenskoler eller i private hjem. Ikke to Alpha kurser er ens, men generelt har de tre ting til fælles: Mad, et oplæg og en god samtale.