Hvilket håb er der, udover en Corona-vaccine?
Mathias Bruun Simonsen
Udgivet d. 02-04 2021
Mathias Bruun Simonsen

Hvilket håb er der, udover en Corona-vaccine?

Vi håber, at vaccinen vil hjælpe vores hverdag. Men hvad hvis min situation har brug for mere håb end bare en vaccination imod Corona virus?

Vi har alle været påvirket pandemien. Og mange af os føler, at det har varet i meget lang tid nu. Men faktisk har vi kun været påvirket af denne pandemi i lidt over et år. Verden var ikke perfekt før covid-19, og verden vil desværre heller ikke være fejlfri, selv hvis en vaccination fuldstændigt afskaffede denne sygdom. Så hvilket håb har vi, der er stærkere, dybere og bedre end en vaccination?

Et håb, dybere end vaccinationen

Jeg tror, der er et håb, som er stærkere, dybere og bedre end en vaccination, lad mig forklare.

  • Hvad hvis mit perspektiv rækker længere end disse år med covid-19?
  • Hvilket håb er gyldigt længere ud i fremtiden end 2024?
  • Hvad hvis mit perspektiv rækker længere end hele mit liv på jorden?
  • For hvad vil der egentlig ske efter at mit liv på jorden kommer til ende?
  • Hvilket håb rækker længere ud i fremtiden end selv døden her på jord?

Jesus er håbet

Jesus. Jesus er et håb, der er stærkere, dybere og bedre end en vaccination. Jesus har banet vejen for os, til at leve med ham i al evighed. Og Jesus er et håb, der rækker længere ud i fremtiden end min levetid på jorden. Hvis du føler, en vaccination ikke er håb nok for din situation og dine omstændigheder. Så kan du se til Jesus, han ønsker at give dig ægte håb. Håbet som Jesus tilbyder, er bedre end noget vi kan finde i verden.

Det håb Jesus tilbyder, er er så godt, bl.a. fordi det både er aktuelt i dag og i al evighed! Lad mig forklare først hvorfor det er aktuelt og gyldigt i dag! Hvorfor du ikke behøver at vente på Jesu håb, som du skal vente på at være i den rigtige gruppe til at blive vaccineret.

Dette er hvad Jesus siger Mattæusevangeliet kapitel 11, vers 28-30
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og er tynget ned af byrder—og jeg vil give jer hvile. Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let.”

Kom til Jesus

Jesus siger at vi kan komme til ham i dag, og at han vil give os hvile. Han siger at hvis vi tager ved lære af ham, da vil fi finde ro i sjælen. Tak Jesus!

Jesus siger også (i Johannes evangeliet 10:10) at han ”er kommet for at vi skal have liv, ja liv i overflod.” Dette er blot nogle af de løfter, som Jesus ønsker at bringe i dit liv, i dag! Og vi behøver ikke vente, til det er vores tur, at vi har opnået tilfredsstillende succes i karrieren eller er blevet populære nok i omgangskredsen. Håbet er tilgængeligt i dag!

Håb uden udløbsdato

Hvor en vaccination måske har en udløbsdato, da ønsker Jesus at leve med os og at give os et håb, der er gyldigt i al evighed! For over 2000 år siden, fralagde Jesus sin guddommelighed for at komme til jord som et menneske, der kunne betale den pris vi aldrig ville kunne betale.

Da Jesus kom, betalte han den pris for vores synder, vi aldrig kunne betale og døde i vores sted. Da banede han vejen for os, så vi kan leve med Gud i Himmelen i al evighed! Det er et håb som er stærkere, dybere og bedre end en vaccination!

I Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, vers 3-5 står der en beskrivelse af hvordan livet vil være i Himmelen. Denne beskrivelse, vidner om et håb der er stærkere, dybere og bedre:

“”Se! Guds bolig er nu hos menneskene. Han vil bo sammen med dem, og de skal være hans folk. Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er forbi.” Han, der sad på tronen, sagde: „Se, jeg gør alting nyt!””

Tag imod muligheden

Wow, det er så fantastisk at vi har muligheden for at leve i den virkelig. Og vi kan allerede tage imod dette håb nu, i dag! Du behøver ikke at være i den rigtige gruppe eller aldersgruppe for at kunne modtage dette håb. Jesus har allerede banet vejen.

Inviter ham ind i dit liv ved at fortælle ham om alt det du bærer på - din skyld, skam, frygt og håbsløshed, og bed ham bære det og bære dig. Og skriv endelig i chatten, på Facebook eller Instagram, hvis du ønsker at blive bedt for eller lære mere om ham.