Håb i døden

Når jeg skal prøve at sætte ord på, hvordan det lille ord, håb, har haft og stadig har en afgørende betydning i mit liv, har jeg lyst til at begynde et andet sted, der vældig godt kan illustrere mine tanker.

For 2000 år siden var der ingen der vidste, hvad der fandtes på den anden side af Afrika. Det var et hav og farvand, der var frygtet af alle søfolk, fordi det altid stormede voldsomt og mange skibe var gået under pga. de mange undersøiske skær. I 1498 skete, der noget, der ændrede folks syn på dette farvand. Den portugisiske opdagelsesrejsende, Vasaco da Gama, sejlede på den anden side af Afrikas pynt og kunne fortælle om et stort og vældigt hav med stille vand. Derfor ændrede man nu navnet til ”Kap det gode håb” og søvejen til Indien var fundet.

Frygten for det ukendte tror jeg er kendt af mange og det har da også været en følgesvend i mit liv, når jeg har stået over for nogle store valg og beslutninger, der ville få stor indflydelse på mit liv. Ville det bringe storme eller ville der være undersøiske skær? Hvad ville dagene bringe? Hvad ville der være på den anden side?
Her har håbet haft en afgørende betydning i mit liv. Det har været som at stå på en klippe midt i stormen. Lad mig italesætte et par storme inden for de sidste par år.

Håb i konkrete storme

”Søren, du har kræft.” Den besked fik jeg for knap to år siden. Det er som om tanker hvirvles rundt og fodfæstet mistes for en stund, og så oplevedes midt i al den tumult, der opstod som følge af kræften, en fred og hvile og et stærkt håb, midt i håbløsheden.

Jeg ved, hvad der er ”på den anden side af pynten” og det giver mig håb. Måske sygdommen ville tage mit liv. Det ville være en smerte at skulle forlade dem jeg holder så meget af. Men jeg var ikke bange. Jeg oplevede ”det gode håb”, Himmelen, som venter mig, fordi jeg tror på Jesus og har ham som min klippe.

Nogle måneder senere stod jeg med min far i hånden. Jeg kunne se, at han ikke havde lang tid igen. Han havde levet et langt liv og haft Jesus og et levende håb om et liv efter døden, som følgesvend gennem hele livet og nu stod han der, hvor det er uigenkaldeligt, dødens forgård.

Alligevel var der håb og lys. Vi havde delt nadver sammen og derigennem blev vi mindet om, at Jesus på et tidspunkt gik i mit sted, for at jeg kunne få håb. Vi bad ”Fadervor”, hvor ordet om tilgivelse også lyder ”…forlad os vor skyld” og vi sang salmen ”Min Jesus lad mit hjerte få”, hvor det bl.a. poetisk beskrives ”til du mig kysser med din mund og tager hjem til dig”. Håbet lyste midt i afmagt, død og skrøbelighed, og da han umiddelbart efter sov ind, var det med det klare håb. Vi skal ses igen, for vi ved hvad der er på den anden side.