Håb til en stresset hjerne

Som op mod 300.000 andre danskere* oplevede jeg sidste år at blive ramt af alvorlig stress. 

Gennem en hård proces opdagede jeg tre sandheder, som gav mig håb, og som jeg gerne vil dele her. Måske kan de også give håb til dig.

 

Sandhed 1: Yes! - jeg er begrænset

Jeg har lært, at hvis jeg forsøger at tage mere ansvar på mine skuldre, end jeg kan bære - både praktisk og mentalt - så bliver jeg enten meget træt eller stresset. 

 For jeg har som menneske begrænsninger. Og det er godt. 

For noget tid siden talte jeg med en ven, der kæmper med migræne. Han er ikke specielt troende, men havde engang stødt på ‘Sindsro-bønnen’, en kendt bøn skrevet af den amerikanske præst Reinhold Niebuhr. Den første del af bønnen lyder sådan her:

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Bønnen havde givet min ven en fred, fordi den hjalp ham til at acceptere tingene, som de er. 

Både sindsrobønnen og mine egne erfaringer viser den befriende sandhed: jeg har begrænsninger.

Og mange stopper her - også inden for stressbehandlingen. Med accepten af, at jeg har begrænsninger og af, at jeg kan ændre på et afgrænset område, men ikke mere. Derfor må jeg give slip på alt det, der ligger udenfor mit ansvarsområde, og som jeg ikke kan gøre noget ved. Det hjælper til at undgå urealistiske ambitioner, skuffelse, selvkritik og udmattelse. Det kan give en vis fred. 

Men på grund af min tro som kristen, kan jeg gå videre fra sandheden “Jeg har begrænsninger” til to andre sandheder, som giver mig håb og endnu dybere fred.

 

Sandhed 2: Der er en ubegrænset Gud

Når jeg har accepteret, at jeg er begrænset og at der derfor er opgaver, tanker, ambitioner og forandringsønsker, jeg må give slip på, behøver jeg som kristen ikke blot at sende dette ud i “intetheden”.

Jeg har som en del af min stressbehandling brugt meditation. Her lærer man bl.a. at slippe sit mentale “greb” om stressende tanker og bare være sammen med dem uden at skulle handle på dem. For skal jeg handle på alt det, som jeg ønsker at gøre noget ved, bliver jeg stresset. 

Men meditationen har også begrænsninger. For selvom jeg formår at få ro på mine tanker, vil der stadig være områder af mit liv og ting i verden, som ikke er, som de burde være.

Her kommer bønnen ind i billedet.

I bønnen rækker jeg – modsat i meditationen – ikke blot ind i mig selv, men ud mod en, der er langt større end mig selv.

I bønnen rækker jeg som begrænset menneske ud mod en ubegrænset Gud.

Som en kristen i bøn til Gud, kan jeg derfor tro på, at når jeg slipper grebet, går glip af ting eller må blande mig udenom, kan jeg trygt lægge det over i en andens stærke greb; Guds.

Et af mine yndlingssteder i biblen, som har givet mig meget håb gennem min sygdom, er Esajas’ Bog kapitel 40. Her står bl.a.:

“Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd,

Afgrænset himlen med udspændte fingre?

…

Herren er en evig Gud,

Skaberen af den vide jord.

Han bliver ikke træt og udmattet, 

Hans indsigt kan ingen udforske.”

 Min stress-sygemelding mindede mig om at huske, at verden ikke afhænger af mig. Og gudskelov for det.

Den afhænger af Gud. Og han er – modsat mig – stærk nok til at bære den på sine skuldre.  

Det giver mig håb og fred.

Sandhed 3: Den ubegrænsede Gud har handlet

Når jeg erkender, at jeg er begrænset og læser i Esajas’ Bog, at Gud er ubegrænset og almægtig, kan jeg også læse videre i biblen, at denne Gud ikke blot er en ubegrænset, men dog passiv Gud, der svæver over vandene, og kigger ned på os mennesker.  

Nej, det er en Gud, der har handlet og grebet ind i historien. 

Når jeg slipper tanker og lægger dem over til Gud, lægger jeg dem i hænder, der er almægtige, men også gennemborede.

For denne Gud er for kærlig til at overlade os mennesker til os selv.

Denne Gud, der udmålte vandet i sin hule hånd og afgrænsede himlen med sine fingre, blev et menneske i Jesus. Han levede det fuldendte menneskeliv, jeg i min begrænsning ikke magter at leve, og døde på et kors for at tage straffen for alt forkert, jeg gør. 

Og fordi han har handlet, tror jeg, at han fortsat handler og vil handle. Fordi han har vist sin kærlighed og givet sig selv for mig midt i min begrænsning, fejlbarlighed og med alle mine skår og sår, får jeg mod til at være og leve som menneske – også selvom jeg er begrænset!

Fordi hans hånd er både almægtig og gennemboret, kan jeg slippe mit greb om det, der stresser mig, og lade ham fylde mine tomme hænder med sin fredsgave.

Det giver mig håb, og sand sindsro til at leve som et begrænset menneske i hænderne på en ubegrænset Gud.

 

* Tal fra Stressforeningen: http://www.stressforeningen.dk/stress-og-statistik/