Håb i depressionens mørke

En mandag aften i september 2008 skete der noget i min krop. Det var, som om jeg ikke kunne bruge min højre side, jeg havde ondt i hovedet, havde kvalme og var svimmel. Jeg tænkte, at det nok ville forsvinde, hvis jeg bare fik noget søvn. Da jeg vågnede næste morgen, var det ikke gået væk. Jeg besluttede at gå til lægen. Efter en kort samtale tilkaldte lægen en ambulance. Hospitalets undersøgelse endte med at diagnosticere mig for en blodprop i hjernen. Den dag kom til at sætte et skel i mit liv.

Jeg regnede med, at jeg hurtigt skulle i gang med mit arbejde igen. Men det kom til at gå helt anderledes. Faktisk kom der til at gå ca. to år, før jeg kunne varetage mit arbejde igen og det med en voldsom reduceret arbejdskapacitet. Jeg måtte erkende, at der var sket et uopretteligt knæk med mig. Jeg lider nu af en kronisk depression.

Når det går godt, har jeg omtrent en tredjedels arbejdskapacitet. Rigtig meget af det, jeg kunne før, har jeg måttet opgive. Når det går skidt, dykker jeg ned i depressionens mørke. Når mørket kommer, mærker jeg på forhånd, at det er på vej. Jeg ved, hvad der venter, og at der intet er at gøre ved det. Ingen kan være sammen med mig i mørket, og ingen kan lette det. Livslysten er væk med alt, hvad det indebærer.

Når mørket kommer, kan jeg med tanken erkende, at der er meget i mit liv, som jeg har grund til at være glad for. De gode ting er der fortsat, men glæden ved dem er presset ud af min krop. De destruktive tanker tager over med tvingende magt.

Langt på vej kan jeg holde masken. Jeg er i stand til at give udtryk for en større glæde og energi på ydersiden, end der er dækning for på indersiden. Det går dog kun en tid. Til sidst må jeg give efter og give op. I mørket er der kun ét lys: Jesus og min frelse i ham. Jeg ved, at jeg for Jesu skyld er Guds barn. Selv når det er værst, er jeg genstand for Guds faderlige omsorg og opmærksomhed. Han er ikke trådt et skridt væk fra mig. Nej, han er hos mig i mørket, og han har magt over det. Det er ham, som har ladet sygdommen komme til mig, og det er ham, som gennem den knytter mig til Jesus, nåden og Himlen.

”Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys”
- Bibelen (Mikas Bog 7,8)

Kendt af Jesus (digt af Leila)

Jeg kender din dag og dine svære timer

Jeg ved, at prøvelserne kommer i stimer

Jeg ser, hvordan du kæmper og mister modet

Jeg ser, du går på skarpe sten barfodet

Jeg ved, at ventetiden synes urimeligt lang

Jeg ved, at du ikke føler trang til lovsang

Jeg tænker på dig hvert eneste sekund

Jeg ønsker at så mine løfter i din sjælebund

Jeg ved, at du tror, du går helt alene

Jeg ser, du har nære, der er gemene

Jeg ser din ensomhed og dine indre brydninger

Jeg ved om sjælens dybe og svære blødninger

Jeg har skrevet en hel bog med kærlighedsbreve

Jeg ønsker, du skal læse dem, for de er en gave

Jeg ved, de bringer håb og en kærlighedstank fuld

Jeg ser, at du behøver det for ikke at falde omkuld

Jeg ved, hvad du i sandhed har brug for at høre

Jeg lader mit nådeord dit hjerte berøre

Jeg har mejslet dit navn i mine hænder

Jeg har en kærlighed til dig, der trofast brænder

Jeg ser og læser alt det tunge, du bærer på

Jeg kommer til dig, så du min nærhed kan få

Jeg ønsker ikke andet end at føre dig til Himlen

Jeg vil, at du skal synge med i frelsesvrimlen

Uddrag fra bog

Indlægget og digtet er et uddrag fra bogen "Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys". Bogen består af 37 digte og malerier fra Leila Vigilius. Du kan købe bogen ved at klikke på boksen her.