Fyret, arbejdsløs og prinsesseværdighed

Hvorfor er det problematisk at være arbejdsløs? Det er der mange grunde til, men den indlysende første grund er, at man ikke tjener nogle penge og derfor ikke kan betale sine udgifter selv. Medmindre man har millioner på kistebunden.

Det er de færreste almindelige mennesker, der har det, og derfor er det et problem for fællesskabet, at jeg er arbejdsløs. For så må fællesskabet sørge for, at jeg ikke dør af sult. Men problemet med arbejdsløshed i forhold til fx sygdom og handicap, hvor vi også hjælper hinanden, er, at man jo er i stand til selv at ændre sin situation ved at finde et andet arbejde. Principielt. Og derfor er det ikke synd for den arbejdsløse på samme måde som det er for den handicappede.

For der er altid arbejde til dem, der gider arbejde! Så hvorfor skal mine skattepenge gå til dem i samfundet, der ikke gider arbejde? Den holdning gør de arbejdsløse til en ilde set gruppe. Og det er ikke sjovt at være en af dem, de andre ikke vil lege med. Skulle jeg hilse og sige.

For arbejdsløshed i det danske samfund er ikke bare sort-hvid. Det er mere kompliceret end som så. Det ved de fleste af os også godt, så langt fra alle har ”samfundsnasser”-tilgangen. Heldigvis. Men så er der det anden hovedproblem ved arbejdsløshed.

Intet arbejde, ingen identitet?

I dagens Danmark er vores arbejde blevet en stor del af vores identitet. Tænk bare på, hvordan vi kommer i gang med en samtale med en fremmed ved en fest: Nå, og hvad laver du så? Øh – jeg leder efter arbejde. Så døde den samtale. Folk bliver forlegne.

Der er ingen prestige i at være arbejdsløs. Hvis vi ikke kan identificere folk som skolelærere, tømrere eller læger – eller i det mindste pensionerede eller studerende et-eller-andet, hvad er man så? Fru ingenting. Ikke en specielt opmuntrende følelse. Skulle jeg hilse og sige.

Så nu har jeg allerede listet en del grunde op til, at selvværdet er under hårdt pres som arbejdsløs. Man har meget få penge (og kan ikke købe sig til prestige-attributter). Man (føler, at man) bliver set skævt til af nogle og set henover af andre. Man er ikke til nytte, men til belastning for samfundet. Og man har mistet sin identitet. Hvor meget værre kan det blive?

Fyreseddel er gift for selvværdet

Det kan lige blive en tand værre, hvis man også er blevet fyret. Ikke som sæsonarbejder eller fordi virksomheden lukkede. Men hvis man er blevet prikket som en blandt flere. Eller det værste – fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det er bare en vildt ydmygende følelse at blive sat på porten på grund af sin personlighed. Skulle jeg hilse og sige.

Hvis man så samtidig synes, at man har ryddet op efter sig og sagt undskyld, hver gang man sagde eller gjorde noget mindre hensigtsmæssigt for samarbejdet – altså har forsøgt at kompensere for den uheldige side af ens personlighed – men alligevel bliver udvist på grund af forældede forseelser, som en eller anden leder har samlet i en spand for at hælde ud over en ved en belejlig anledning – ja, så er alt håb vel ude?

Du er ubehagelig, og du dur ikke – og der er absolut intet, du kan gøre ved det! Det er ingen sjov følelse. Skulle jeg hilse og sige.

Når alt håb er ude …

Hvad gør man så? Nogle slår sig på flasken. Andre slår deres kone. Jeg gik først i knæ – siden på knæ.

I gamle dage lagde man sig helt konkret på knæ, når man ville bede til Gud. Og jeg har bedt meget (mere), efter at jeg blev fyret. Jeg beder til Jesus, som jeg tror er min skaber, min frelser og min ven. Jeg har råbt til ham: ”Det er uretfærdigt”. Jeg har grædt: ”Det her føles rædselsfuldt”. Jeg har tigget: ”Fri mig ud af dagpengesystemet!”

Men jeg har også takket ham. For Jesus er fantastisk! Han gør ikke altid, som jeg beder ham om, men han taler altid til mig gennem Bibelen. Her fortæller han mig, at jeg er værdifuld i hans øjne – ene og alene, fordi han har skabt mig. Her fortæller han, at han elskede mig så højt, at han døde af det – men at kærligheden er så stærk, at han overvandt døden og derfor kan elske mig nu og her og lige ind i evigheden! Dét er virkelig noget, der er værd at takke for!

Min identitet er ikke afhængig af arbejde

Eftersom Gud både har skabt mig og hele universet, har han også styr på mit lille liv. Igen og igen har han mindet mig om, at vi i Fadervor jo beder: ”giv os i dag vort daglige brød” – altså i dag; ikke for en måned ad gangen!

For ham er det inderlig ligegyldigt, om jeg har lønarbejde eller ej, for det er først og sidst ham, der sørger for mad på bordet. Hvordan jeg så lige skal samarbejde med ham for at få det, er op til ham at bestemme. De seneste år har det foregået via deltids arbejde og supplerende dagpenge. Så må jeg jo takke for, at vi har så godt et dagpengesystem i Danmark, at Gud ikke lader mig sulte, selvom jeg ikke har fuldtidsarbejde!

Jesus ønsker, at jeg primært skal have min identitet i ham -  ikke i, hvad jeg kan præstere. Han er Kongernes konge, og jeg er hans barn. Altså er jeg et kongebarn! Jeg er en prinsesse! Det er da en identitet, der er værd at takke for!

Ja, det er surt at være i periferien af arbejdsmarkedet. Ja, det er nogle gange angstprovokerende at tænke på den nære fremtid. Men grundlæggende er jeg meget taknemmelig. Og fuld af håb! For Jesus elsker mig, og jeg skal være sammen med ham for evigt og altid. Han ønsker i øvrigt også at være sammen med dig! Skulle jeg hilse og sige.