Røveren på korset

Hjælpeløs

Hvis du læser dette, så er det måske, fordi du er nysgerrig efter, hvad det vil sige at være en kristen, og måske efter at finde ud af, hvordan man bliver det. Du tænker måske, at det at blive en kristen handler om, at der er en masse sjove ting, man ikke længere må, fx drikke sig fuld eller gå i seng med sin kæreste, og en masse kedelige ting man skal til at gøre, fx gå i kirke eller læse i Bibelen. Men hvis du tror, at du ved at holde op med at gøre de sjove ting og begynde at gøre de kedelige ting, kan blive en kristen, så tager du fejl. Grueligt fejl. Det at blive en kristen handler nemlig om noget helt andet end, hvad du gør eller ikke gør, og for at illustrere det er der et menneske, som jeg gerne vil introducere dig for, og som du kan læse om i Lukasevangeliet kapitel 23 vers 39-43. 

Du mener måske om dig selv, at du lever et pænt og anstændigt liv, og at du i hvert fald ikke er værre end de fleste andre. Måske tænker du også, at dette må gøre, at du er godt på vej til at komme i Himlen, når du en dag dør. Men det menneske, du nu skal møde, havde levet et liv, der var alt andet end pænt og anstændigt, ja, han var faktisk langt værre end de fleste andre. Dette menneske var en forbryder, han havde ødelagt sit eget liv og sikkert også livet for mange andre. Nu var han blevet fanget og dømt for sine forbrydelser, og dommen var klar og ubarmhjertig: døden ved korsfæstelse. 

Det var fredag i påsken omkring år 30 og stedet var Jerusalem. Forbryderen blev ført ud til sin henrettelse på en høj lidt udenfor byen, og her blev han klynget op på et kors, formentlig med søm gennem hænder og fødder, og her skulle han hænge indtil han ikke længere var i stand til at bære sin egen vægt, hvormed han ville dø ved kvælning. Det kunne tage flere dage. Men han var ikke alene der på højen lidt uden for Jerusalem. For ved siden af ham hang der en anden dødsdømt og korsfæstet mand, og denne mand var ingen ringere end Jesus.

Men den Jesus, der hang på korset den dag, var meget anderledes end den pæne og nydelige Jesus, vi er vant til at forestille os. At se Jesus på korset, har været et grufuldt syn: Et tortureret og mishandlet mennesket, med åbne sår over hele kroppen efter at være blevet pisket med den frygtede romerske nihalede kat, der var designet til at flænse både hud og kød. Og der hang han dybt ydmyget på et kors. Men på en eller anden ubegribelig måde sker der noget i hjertet på denne hårdkogte forbryder, idet han ser den her ydmygede og døende mand, der i de sidste tre år har gået rundt og påstået at være Guds egen søn. Umiddelbart skulle man tro at den påstand blev manet godt og grundigt til jorden, nu når han led så grusom en skæbne, men for den her forbryder, der ser over på Jesus, bliver det lige pludselig til en levende sandhed: ”Den mand er Gud! Den torturerede, dybt ydmygede og døende mand, der hænger ved siden af mig, er ingen anden end Skaberen af universet, den almægtige selv”. Og i hans hjerte bliver der med et tændt en tro, en tro der driver ham til at bede til Jesus, som man beder til Gud: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”. Og Jesus svarer ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”. 

Den her hårdkogte forbryder, der er blevet henrettet på et kors som en velfortjent straf for et liv fuld af forbrydelser, bliver altså her i sin sidste time en ægte og sand kristen, og han fik lov til at træde ind i Himlen sammen med Jesus. Men hov, vent nu lige lidt. Hvad blev der lige af alt det med at holde op med at drikke sig fuld og begynde at gå i kirke, alt det, som vi mener, er minimumskravet for at kunne kalde sig for kristen? Ja, det er der bare ikke noget af her. Den her mand blev en ægte og sand kristen, men han havde ingen mulighed for at gøre sig fortjent til det. Han havde ikke mulighed for at hoppe ned fra korset og lægge sit liv om, han havde ikke mulighed for at gøre et par sidste gode gerninger, og han havde slet ikke mulighed for at begynde at komme i kirke eller læse i Bibelen. Og alligevel siger Jesus til ham, som det mest naturlige i verden ” I dag skal du være med mig i Paradis”. Og det gør han, fordi det at blive en kristen, ikke handler om at holde op med at gøre de sjove ting og begynde at gøre de kedelige ting. Det handler faktisk slet ikke om at gøre noget som helst, men det handler om at indse, at man intet som helst kan gøre, ligesom denne forbryder intet kunne gøre for at gøre sig fortjent til at blive frelst. Han var fuldstændig hjælpeløs, men netop fordi, han var hjælpeløs, kunne han blive frelst af Jesus. 

Og ligesom denne hjælpeløse forbryder, så kan du også blive frelst og tilgivet for alle dine fejl, hvis du bare vil indse, at du også er aldeles hjælpeløs. Dit liv og det du gør, gør hverken fra eller til. For din eneste mulighed for at blive frelst og få evigt liv er, at efterligne denne hjælpeløse forbryder for 2000 år siden, og henvende dig til Jesus med en bøn om, at ham må frelse dig og gøre det, du ikke selv er i stand til.