Er troen ikke bare en krykke?

Er troen ikke bare en krykke? 

Normalt er en krykke et hjælpemiddel som giver en tilskadekommen støtte og hjælp til at læge sin skade. Krykken gør det muligt for den tilskadekomne at bevæge sig rundt på trods af skaden. Når benet er læget er krykkerne ikke længere nødvendige og man kan slippe dem og gå uden hjælp. I denne sammenhæng er krykker både fordelagtige og nyttige. For den raske er krykker selvsagt et ubrugeligt hjælpemiddel. En mand, hvis ben ikke fejler noget, skader kun sig selv, hvis han bruger krykker. Musklerne og knoglerne i benet vil blive svækket af inaktivitet, og hvis han bruger krykkerne længe nok, risikerer han at benet ikke længere kan bære ham. Når ordet ”krykke” bliver brugt som udtryk, tænker vi på en person som har en forestilling eller et element i sit liv, som gør at han ignorerer virkeligheden, og at det afholder ham fra at tænke rationelt. ”Krykken” er unødvendig og i værste fald skadelig for personen, som bruger den.

Gælder det samme for den kristne tro? Er troen bare en krykke? Er troen et irrelevant, og i værste fald skadeligt element i livet?

Religionskritiker og grundlægger af psykoanalysen, Sigmund Freud, svarede ja.

”Religion er et system af ønsketænkning, fornægtelse af realiteterne, som vi kun finder den i en tilstand af lyksalig hallucinatorisk forvirring. Religionens ellevte bud er ”Du må ikke stille spørgsmål. ”” Sigmund Freud, grundlægger af psykoanalysen. [Egen oversættelse]

Denne udtalelse maler et billede af troende mennesker som virkelighedsfjerne og ønsketænkere.
Ønsketænkning forstået som en urealistisk tænkning der snarere afspejler ønsker og håb end de faktiske forhold. Troen er forårsaget af menneskelig svaghed og den tåler kritik lige så godt som en iPhone tåler kaffe eller en tur i kummen. Gud er et dybtliggende infantilt ønske om beskyttelse fra en himmelsk faderfigur, et ønske om trøst og lindring i lidelsen. Gud er simpelthen håbet i den hårde tilværelse. Religionskritikerne konkluderer at troen ikke er en krykke, som et nyttigt hjælpemiddel i livet, men en krykke i negativ forstand. Troen er selvbedrag; den afholder mennesker fra at tænke og sætter unødvendige restriktioner, der hæmmer vækst og udfoldelse.

Den ikke-troende person må nødvendigvis opfatte sig som det modsatte. Han er et moderne og rationelt tænkende væsen. Altså en person der er frigjort fra religionens illusioner, som gør ham i stand til at møde livets hårde realiteter uden nogen sutteklud, som den kristne tro betragtes som.

Hvad mener du? Er det en holdbar fremstilling af troende og ikke-troende?

De som bruger argumentet om troen som ønsketænkning, må give gode forklaringer på hvorfor mennesker begynder at tro på Gud sent i deres liv uden at vise tegn på regression. Hvordan forklarer de at tidligere kritikere kommer til tro på Gud? Et eksempel på dette er den verdenskendte ateistiske filosof, Anthony Flew, som i 2004 i en alder af 81 år offentliggjorde at evidens fra mikrobiologiens kompleksitet ledte ham til at tilslutte sig deisme: en religiøs/filosofisk anskuelse der anerkender Gud som højeste væsen og skaber af universet, som har designet verden hensigtsmæssigt, men som ikke griber ind i verdens gang.

Flew’s eksempel og adskillelige andre konvertitter[1. Se Wikipedias lister over konvertitter] tilbageviser anklagen om troen på Gud som blot barnlig ønsketænkning, fordi det viser sig at Guds eksistens kan forsvares både videnskabeligt og filosofisk. Troen på Gud er en overbevisning som udspringer af et møde med virkeligheden og ikke kun menneskets psykologi.

Flew’s eksempel og adskillelige andre konvertitter tilbageviser anklagen om troen på Gud som blot barnlig ønsketænkning, fordi det viser sig at Guds eksistens kan forsvares både videnskabeligt og filosofisk. Troen på Gud er en overbevisning som udspringer af et møde med virkeligheden og ikke kun menneskets psykologi.

Den psykologiske udfordring til troen er et tveægget sværd. Argumentet virker umiddelbart til at være til den ikke-troendes fordel, men det viser sig at skade hans egen position. Når argumentet bliver brugt vendes det mod ham selv. Den ikke-troende er tvunget til at svare på sin egen indvending: Er min afvisning af gudstroen forårsaget af psykologisk ønsketænkning om at Gud ikke eksisterer?

Jeg vil nævne én af de psykologiske årsager, der kan tænkes at få mennesker til at fortrænge eller benægte Guds eksistens:

Uansvarlighed

Hvis der findes en Gud betyder det at der findes en person, som jeg ultimativt står til ansvar overfor. Hvis Gud eksisterer, betyder det, at der findes noget, som objektivt set er rigtigt og forkert. Jeg ved, at jeg har gjort noget forkert og jeg har ikke lyst til at stå til ansvar for det jeg har gjort. Jeg har mere lyst til at gøre hvad jeg selv vil. Hvis Gud ikke eksisterer, kan jeg selv definere hvad der er ”rigtigt” og ”forkert”, for da er al moral relativ. Hvis Gud ikke eksisterer, er der kort sagt ingen dom efter døden, ingen fortabelse, ingen regler jeg skal følge, der er ingen højere autoritet i forhold til mig. Det er ikke svært at se hvorfor den ikke-troende ikke ønsker at tro på dette. Man kunne sagtens forestille sig at afvisningen af troen på Gud (ateisme) er en psykologisk opfindelse konstrueret for at eliminere moralsk forpligtigelse – en krykke som fritager en fra ansvar. Hvad får skeptikeren til at antage at han er urørlig over for psykologiske bedrag? (Det skal understreges, at jeg ikke påstår at alle ikke-troende er uansvarlige. Jeg siger kun, at filosofisk set, er der ikke nogen moralsk forpligtelse i en ateistisk tilværelsesforståelse.) 

“Jeg ønsker at ateisme er sand, og det gør mig urolig at nogle af de mest intelligente og velinformerede mennesker jeg kender er religiøst troende. Det er ikke bare det, at jeg ikke tror på Gud, og naturligvis håber at min overbevisning er rigtig. Det er det, at jeg ikke håber at der en Gud! Jeg vil ikke have at der skal være en Gud; Jeg ønsker ikke at universet skal være sådan.” (”The Last Word” af Thomas Nagel, Oxford University Press: 1997, egen oversættelse) http://www.goodreads.com/author/quotes/57677.Thomas_Nagel

 

Dette er et sigende og ærligt udsagn fra den ateistiske tænker i det sidste essay ”Evolutionary Naturalism and the Fear of Religion” i bogen ”The Last Word”. Nagel beskriver forud for citatet problematikken omkring hvordan den darwinistiske evolution ikke fyldestgørende kan forklare intelligente abers (menneskers) forstand og bevidsthed – vores evne til at erkende matematiske og videnskabelige sandheder, når vores hjerner kun er udviklet til at tage sig af praktiske forhold. Hvor kommer denne viden fra? Hvordan er det muligt at vores forstand kan begribe det? Ved Nagel’s indblik i den darwinistiske evolutions mangelfulde forklaringsevne sniger en ”frygt” sig ind for det overnaturlige som en videnskabelig mulighed; ”frygt” fordi idéen om det overnaturlige ligger skræmmende tæt på gudstroen – en idé han ikke bryder sig om. [3. http://www.acampbell.org.uk/essays/skeptic/nagel.html]

Om mennesker tror på Gud eller ej har de et forudindtaget ønske om et positivt eller negativ svar til spørgsmålet om Guds eksistens. Ikke-troende, så vel som troende, har bevæggrunde og interesser i at tilslutte sig deres standpunkt, som bunder i håb om hvordan de ønsker at verden skal være. Det må konkluderes at afvisningen af gudstroen ikke er en afvisning, som kun bygger på kendsgerninger. Den ikke-troende er ikke uden forudsætninger og kan lige så vel anklages for ønsketænkning.

 

Mudderkastning

Denne form for argumentation fra begge fløje er mudderkastning - grundløse beskyldninger - fordi en tilstand af ønsketænkning siger meget lidt om virkeligheden. Religionskritikernes metode beviser ikke at Gud kun er et psykologisk fænomen forårsaget af menneskelig svaghed. Det er ren spekulation, som bygger på en antagelse af at Gud ikke eksisterer[4. http://jesusnet.dk/cafethomas/forum/ubbthreads.php/topics/16904/Gud_en_mental_krykke.html]. Selv hvis Freud havde ret i sin religionskritik, at religion er et fantasiprodukt og at Gud er en erstatningsfader, så leder det ikke til en falsificering af kristendommen. Religiøs ønsketænkning beskriver kun en psykologisk tilstand, et brist i den menneskelige psykologi og ikke et logisk brist i ideen om Gud, som gør hans eksistens umulig. Hvis man ønsker at vise at kristendommen eller ateismen/non-teisme er falsk må man tage fat i deres respektive påstande og kritisere dem. Det er ikke tilstrækkeligt at kritisere den troende eller ikke-troendes psyke og dermed slutte at deres verdensbillede er falsk.

Begrebet tro

Jeg vil også gerne berøre begrebet tro. Hvad vi forstår ved begrebet tro har stor indflydelse på hvordan vi svarer på spørgsmålet: ”Er troen en krykke?”

Den verdenskendte ateist Richard Dawkins har sagt om tro: ”Tro er det store forsøg på at slippe udenom, det er den store undskyldning for at undgå behovet for at tænke og vurdere evidens. Tro er overbevisning til trods for, måske på grund af, mangel på evidens.” Edinburgh Science Festival [Egen oversættelse]

Dawkins har ret i, at det er vigtigt, at det man tror på skal være evidensbaseret. Men har han forstået ordet ”tro” korrekt? Er tro defineret ved fravær af evidens, såkaldt ”blind tro”? Hvis Dawkins har ret i sin beskrivelse af troens natur, må troen naturligvis være en krykke, fordi den er indbildning og tilsyneladende ikke er i kontakt med virkeligheden. Forholder det sig sådan? Der findes uden tvivl blind tro, men at blind tro kun er et religiøst fænomen er der ikke begrundelse for. Blind tro er et menneskeligt fænomen, ikke et specifikt religiøst. Alle mennesker er tilbøjelige til at acceptere deres egne antagelser uden begrundelse.[5. Et eksempel på dette er filosoffer eller videnskabsfolk, som tror at den naturvidenskabelig metode er den eneste kilde til viden. De tror kun på det som kan bevises naturvidenskabeligt. Naturvidenskaben er den eneste metode hvor man kan finde svar på spørgsmål om mennesket og universet, såkaldt scientisme. Der findes midlertidigt ikke nogle naturvidenskabelige facts som bekræfter sandheden af deres påstand. Hvis der ikke findes noget der bekræfter scientisme, må det betragtes som en antagelse uden begrundelse og en ”blind” fortolkning af naturvidenskaben. Scientisme er dybest set en uholdbar overbevisning, fordi den er selvbesejrende. Scientisme fortæller os at vi ikke bør tro på udsagn som ikke kan bevises naturvidenskabeligt. Scientisme afviser alt, som ikke er et videnskabelige facts og derfor må filosofiske udsagn også afvises. Hvad med scientismens eget udsagn? Den kan ikke påvises naturvidenskabeligt, fordi scientisme ikke udspringer fra videnskabelige facts, men udspringer fra en filosofi om videnskab. Derfor er scientisme selvmodsigende, fordi den selv er et filosofisk udsagn.]

Dawkins kritik af troende mennesker er forkert, fordi den tro han kritiserer ikke er den form for tro som Bibelen tilskynder alle mennesker til at have. Samtidig må det erkendes, at der findes mennesker i dag, som promoverer en form for adskillelse af tro og tænkning, fordi de er bekymrede for at tænkning altid leder til tab af tro. Den kristne tænknings historie fortæller en anden beretning til Dawkins og modstanderne af tænkning i troen.

”men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har,” 1 Pet 3,15 

Jesu discipel, Peter, tilskyndede i den tidlige kirke alle kristne til at give rationelle begrundelser for det håb, som de havde. Frem for at adskille tro og tænkning kombinerede mange kristne tænkere disse to – tro som søger forståelse. [6. Thinking about God – first steps in philosophy s. 30, 2004.]

En god oversættelse af hvad de fleste nutidige kristne mener med ordet tro er: ”Tillid” eller ”tiltro”. Vi har tillid til Guds ord. Vi har tiltro til Jesus. Og tillid kan selvfølgelig være baseret på gode grunde til at have den tillid eller tiltro til Gud. Så der er absolut ingen modsætning mellem troens natur og tænkningen, som Dawkins påstår.

Kristendommen som et påfund

Indvendingen ”Er troen ikke bare en krykke?” leder til et lige så udfordrende modspørgsmål. Hvis kristendommen var et påfund, hvis simple funktion var at virke som en krykke, hvorfor hævdede Jesus at Gud er hellig og retfærdig? Hellig betyder etisk ren, fuldkommen, fri fra synd, fuldstændig afsondret fra det onde. Guds hellighed betyder blandt andet at de som tror på ham også skal være hellige, fordi han er hellig (3 Mos 20,26). Retfærdighed er en moralsk uangribelig tilstand. Guds retfærdighed er en vilje til at dømme en retfærdig dom over al uretfærdighed på jorden, fordi han er retfærdig. Hvorfor opfinde en Gud som dømmer mange menneskelige tilbøjeligheder som umoralske? Er det ikke den sidste gud man vil finde på, hvis man vil have en krykke for sit liv? Ville man ikke hellere have en gud som bifalder vores adfærd og begær?

Jesus kræver at du fornægter dig selv, elsker Gud og din næste som dig selv. Du må ikke være optaget af jordisk rigdom, du må leve ydmygt, tilgive og bede for dine fjender. Du må erkende at du kommer til kort over for Gud og at du har brug for ham som frelser.

Det er Jesus der siger det her! At fornægte sig selv er forbundet med personligt afkald på naturlige rettigheder; en loyalitet til Jesus som er større end den man har over for sin familie og sin ejendom. At tage sit kors op refererer til den grusomme og ydmygende romerske henrettelsesmetode, hvor man tvang den dødsdømte til at bære sit kors hen til henrettelsesstedet. Jesus kalder dig til at gå i hans fodspor og leve lige så radikalt, som han gjorde, selvom dette kald indebærer offentlig hån, ydmygelse og foragt.[7. Andersen, B., Lukas Evangeliet I, Credo Kommentaren s. 264.]Livet i Jesu fodspor er ikke en dans på roser. Det er et liv i hengivenhed og kærlighed, men svært og udfordrende. Dette budskab fungerer ikke som en krykke! Hvis du siger at den kristne tro er en krykke, må du også sige at den Jesus var, det han sagde og hvad han gjorde, var et liv levet på krykker. Tør du sige det?

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig”. Luk 9,23

Et kors, ikke en krykke

Ideen om at troen på den kristne Gud er en krykke begynder med antagelsen af, at Gud ikke eksisterer og at Gud er et menneskeligt påfund. Der bliver ikke givet nogle begrundelser for dette; det er alene en påstand som former en falsk konklusion. Argumentet om troen som ønsketænkning, er som en boomerang. Den vender tilbage til én selv. Det kan ligeledes anvendes mod den ikke-troende, hvilket betyder at argumentet er en dårlig begrundelse for at afvise Gud.
”Er troen ikke bare en krykke” leder til et væsentligt modspørgsmål ”Virker sand kristendom som en krykke?” Svaret er nej. Jesus tilbyder ikke en krykke. Han tilbyder et kors.