Håb i lavt selvværd

Som teenager og i mine tidlige voksenår oplevede jeg store udfordringer ved at elske mig selv og tro på min families, venners og omverdens kærlighed og omsorg for mig.

Jeg kæmpede en svær kamp mod daglige spørgsmål og forventninger til mig som; ’er jeg sjov nok?’, ’er jeg spændende nok?’, ’er jeg god nok til at føre en samtale?’, ’er mit tøj smart i andres øjne?’, ’er jeg for tyk?’, ’er jeg for stille?’, ’snakker jeg for meget?’, ’er jeg en god nok veninde?’, ’er jeg god nok i skolen?’, ’hvad tænker han/hun mon om mig?’, og ’du skal være en bedre og mere fejlfri datter’, ’du må ikke blive vred’, ’du skal altid være virkelig sød og omsorgsfuld ved alle ’, ’du bør ikke tænke på dig selv først’ o.s.v.

En strøm af selvkritik

Ofte var summen af mine svar på alle spørgsmålene: ’Du er ikke lige så vellykket som andre’, og jeg oplevede at mistrives, fordi jeg ikke kunne efterleve de høje forventninger jeg havde for mig selv. Jeg var påvirket og styret af mine kritiske og usikre tanker – jeg havde oplevelsen af aldrig at have fred indeni. Fred til bare at hvile i, og glæde mig over, den jeg var.

Kun meget sjældent var det stille indeni, og det var når jeg søgte trøst i min bibel eller i bøn til Gud. Der oplevede jeg at Gud lukkede for strømmen af selvkritik og min indre uro. Men uroen kommer snigende tilbage efter noget tid, og mine tanker kom på overarbejde igen. Jeg søgte hjælp til at få det bedre gennem samtaler med en terapeut og med mennesker omkring mig, og min bøn til Gud var, om han ville lade mig slippe fri af det negative tanke-fængsel, jeg følte jeg fanget i.

Fast grund under fødderne

På trods af den fred jeg fik lov at opleve drypvis fra Gud, blev jeg ofte ramt af en frygt for, at min usikkerhed på andres kærlighed til mig, og min egen selvkritik skulle forblive en fast del af mig resten af livet. I en mørk periode, spurgte min terapeut om jeg kunne finde noget i mit liv, som jeg uden usikkerhed eller tvivl kunne finde ro ved.

Jeg overvejede spørgsmålet og oplevede en indre film for mig, hvor jeg langsomt faldt ned fra noget højt, mens jeg forsøgte at gribe ud efter ting, jeg syntes jeg burde kunne være sikker på og tænke positivt om. Jeg så bl.a. mine forældre, mine veninder, mine søskende, mit kristne fællesskab, min kreativitet og andre egenskaber ved mig selv. Når jeg på skift greb ud efter alt dette, oplevede jeg helt klicé-agtigt, at min hånd gik igennem og jeg fortsatte med at falde. Det eneste jeg der mærkede at jeg uden tvivl kunne holde fast ved, var min overbevisning om at jeg var skabt af Gud. Der fandt jeg fast grund under mig. 

Sandheden om hvem jeg er

De negative tanker ophørte ikke med ét, men min erkendelse og tro på ikke at være en tilfældighed, men skabt af Gud, ledte mig til en stærkere og dybere forståelse af sandheden om hvem jeg er og hvad min sande værdi består i:
Gud har villet mig som jeg er
Han elsker mig uanset mine fejl og mangler som menneske.

Genopbyggelsen af et positivt selvværd

At se på mig selv, som Gud ser på mig, banede vejen for at genopbygge et positivt selvværd og en fornyet tro på andres kærlighed. Gud satte mig fri fra mit negative tanke-fængsel. Han hørte min bøn og han sendte mennesker på min vej, for at hjælpe mig.

Han hjalp mig ikke ved at booste min humor, blive bedre i skolen, gå i smartere tøj, blive en bedre small-talker eller ved at være en fejlfri datter, søster eller veninde – nej, han hjælp ved at minde mig om alt den kærlighed han har til mig, og at han har skabt mig som jeg er, fordi han så en vigtig mening med det.

Mit liv er langt fra perfekt, og jeg er ikke sat fri fra at have negative tanker om mig selv, eller fra at kunne opleve usikkerhed på andres kærlighed til mig, men jeg styres ikke længere af disse tanker, og det har jeg Gud at takke for.

Guds betydning for min mening og eksistens

Det er Gud der giver mig den dybeste mening for min identitet og eksistens, og det er hans kærlighed til mig, der er den vigtigste af alle. Han er den Gud der har magt til alting, og det er blevet en sandhed for mig at, jeg ikke kan tro på en almægtig Gud, og samtidig tænke at jeg er skabt forkert. Jeg er overbevist om at Gud ikke har skabt mig eller dig forkert – men lige præcis som han ønskede det.

Lyt gerne til disse to sang: