Hvad påsken betyder for mig
Malene
Udgivet d. 15-04 2019
Malene

Hvad påsken betyder for mig

Jeg kan tydeligt huske, at min mor har sagt at påskedag er årets største helligdag. Det har gjort indtryk på mig som barn! Jeg havde svært ved at forstå, at det ikke var julen der var det største, for det er den tid på året der blev snakket mest om Jesus, og der blev talt ned næsten en hel måned inden.

Men hvis Jesus blev født her på jorden, og bare levede her, så kunne vi ikke modtage verdens største gave. Det er fuldstændig uforklarligt og uforståeligt for mig, hvad Jesus gjorde. Men af Guds nåde har jeg fået troen på, at Jesus døde for hele verdens synder, også mine. Han vandt over døden ved at stå op igen. Det betyder for mig at:

Jeg er fri:

Jeg er ikke bundet af hverken synd eller død og jeg skal ikke frygte noget eller nogen.

Jeg er elsket:

Det er Guds handling fordi han vil mig og elsker mig. Han ønsker at være sammen med mig

Jeg skal leve evigt:

Jesus er min vej til Gud. På grund af ham kan jeg være sammen med Gud nu og altid.

Jeg vil leve for Jesus:

Han er på førstepladsen i mit liv!

Der findes mange gode påskesange, men i en af mine yndlings synger man:
”Jeg tror på korsets gåde” (Sangen kan høres her)
Det er et mysterium og fuldstændig uforståeligt, hvordan Jesus kan være alt det for mig, som jeg ikke kan være. Det er en gåde, og mere end min lille menneskehjerne forstår. Men jeg tror det!

Jeg fik et broderi i julegave sidste år, hvor de ord står. Det er en rigtig god påmindelse året rundt.
For var Jesus ikke død på korset og opstået fra graven, så var der ikke noget håb for mig!

TAK Jesus!