Helvede?! Kan Gud være det bekendt?
Kurt
Udgivet d. 25-10 2018
Kurt

Helvede?! Kan Gud være det bekendt?

Fastholdelsen af fortabelsens mulighed hører utvivlsomt til de mest provokerende aspekter ved traditionel kristen tro  –  ikke mindst i vor tid. Dette aspekt kan vi ikke komme udenom, men det er samtidig vigtigt at få det sat ind i den rette sammenhæng.

I en af de allermest kendte tekster i Det nye Testamente læser vi, at ”… således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johs 3.16). Guds mål er altså tydeligvis, at alle mennesker skal blive frelst (jf. 1 Tim 2.4), men samtidig åbner den samme tekst jo også for fortabelsens mulighed.

Tanken om fortabelse kan virke både meget usympatisk og skræmmende. Hvem vil tro på en Gud, der lader mennesker gå fortabt? Og de billeder, som fortabelsen/Helvede i Bibelen beskrives med, er da også aldeles forfærdelige. Helvede beskrives som et pinested (Mark.9,48-49), en ildsø (Åb.20,10), det at være smidt uden for det gode selskab, der, hvor der er gråd og tænderskæren (Mat.25,30). De fleste kristne har nok op gennem tiden opfattet disse beskrivelser helt bogstaveligt som fysisk pine, men andre som eksempelvis Luther har forstået dem som et billede på Guds vrede. Selve sagen, at der findes en fortabelse borte fra Gud, bliver det imidlertid vanskeligt at komme udenom.

Det er dog samtidig vigtigt at forstå, at Helvede ikke er bestemt for mennesker, men for Guds modstander: Satan (Mat.25,41). Gud har ifølge de bibelske skrifter anderledes positive tanker med mennesket, tanker om fremtid, lykke og håb (Jer.29,11). Gud vil ikke, at nogen går fortabt (2.Pet.3,9), men at alle bliver frelst (1.Tim.2,4). Derfor sendte han Jesus til jorden, ikke for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham (Joh.3,17).

Alligevel beskriver Bibelen, at Jesus med tårer må konstatere, at ikke alle mennesker vil lade sig frelse (Mat.23,37 og Luk.19,41-42). Nogle er fjender af Kristi kors og ender derfor i fortabelse, siger apostelen Paulus (Fil.3,18-19). Også han nævner dette med gråd.

Det er altså ifølge de bibelske skrifter muligt at fravælge frelsen. Den, der ikke vil have med Jesus at gøre, sætter sig selv udenfor og må stå til regnskab for sit liv og sin synd. Dermed ender det hele galt, så har man afvist Guds kærlighedserklæring og fravalgt tilgivelsens mulighed. Og så er der kun dom og fortabelse tilbage. C.S. Lewis beskriver det på den måde, at dørene til Helvede er lukket indefra. Der er mennesker, som aldrig har villet have med Gud at gøre, og til sådanne menneske siger Gud til sidst: ”Din vilje ske”.

Det er vores brændende ønske, at du der har læst indlægget her, ikke skal blive afvist af Gud, men møde ham som din frelser. Skriv endelig til os, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. Vi vil elske at tage en snak med dig :)