Håb for en røver
Katrine
Udgivet d. 16-04 2019
Katrine

Håb for en røver

Jeg har sommetider hørt folk sige, at den ene religion kan være ligeså god som den anden, og at de alle på bunden handler om det samme - noget med at opføre sig ordentligt og have gode værdier  og være en del af et fællesskab.

Beretningen om Langfredag, som markeres i dag verden over, viser, at den påstand ganske enkelt ikke kan være sand.

I Langfredagshistorien hører vi om, at Jesus bliver korsfæstet. Men han hænger ikke alene på korset. På hver side af ham hænger en røver, der hver især har gjort sig fortjent til dødsstraf, formentlig gennem vold, tyveri, måske drab.

Den samtale, som Jesus har med den ene røver, viser, at alle religioner ikke på bunden er det samme, men at kristendommen skiller sig ud.

Røveren siger:

"Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." Og Jesus svarer ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mit i Paradis."

Denne røver havde ikke opført sig ordentligt. Han havde ikke været næstekærlig eller haft gode værdier. Alligevel siger Jesus, at røveren vil komme med ham i Paradis.

Dét viser, at kristendommen er helt og aldeles anderledes end alle andre religioner og livsfilosofier.

Samtalen viser, at det kristendommen ikke handler om, hvad mennesker gør.

Det handler om, hvad Jesus har gjort.

Samtalen viser, at det ikke er gode gerninger, der frelser, for så kunne denne røver aldrig have gjort sig nogen forhåbning om at blive lovet at være sammen med Jesus i Paradis.

Samtalen viser, at det at være kristen dybest set handler om at gribe fast i Jesus.

Og ja, biblen siger også mange ting om, hvordan vi skal leve af mange andre gode grunde. Men det er aldrig det, vi gør, der frelser os eller baner vej til Paradis.

Det er kun Jesus.

Derfor var der håb for røveren. Et håb han ikke kunne have fundet i religioner som islam, jødedom, buddhisme eller i livsfilosofier om at være "et godt menneske" eller "tro på sig selv".

Der var kun håb ét sted: i Jesus.

Ved at erkende sin egen synd og utilstrækkelighed og gribe fast i Jesus med en simpel bøn fik røveren del i hele Guds herlighed og et fantastisk liv med Jesus efter døden.

Du kan gøre det samme. Og har du gjort det, så kan du bruge denne Langfredag på at sige tak at der er håb for røvere og for dig og mig.